Vi vågnede begge uafhængigt af hinanden søndag morgen ved 8 tiden, pga. af jordskælvet. Vi var ikke klar over hvad det var, men kunne mærke sengen ryste. Senere da Kenn gik på badeværelset for at få lidt vand i hovedet, kunne vi høre toilettet boble og der kom en sær lugt.

Vi tænkte ikke videre over det, men synes at det havde været lidt underligt.

Vi gik ned mod stranden (Karon Beach) ved 9 tiden og inden vi nåede helt derned, var vi lige forbi turist-informationen for at se hvornår færgen til Phi Phi sejlede. Den sejlede kl. 9:30 og vi kunne derfor ikke nå at samle vores ting og komme med den færge.

Eftersom vi ikke kunne komme med færgen besluttede vi at nyde hele dagen på stranden. Vi lagde os på vores håndklæder i nærheden af vandkanten lidt oppe ad stranden og slappede så ellers af. På et tidspunkt rejste jeg mig op, bare for at sidde og kigge på vandet og folk omkring mig. Kenn rejste sig også op og pludselig kunne vi se vandet trække sig tilbage – en 60 m eller mere. Det var svært at bedømme. Mens vandet trak sig tilbage, begyndte især børn at løbe ud til vandkanten. Man kunne jo se fisk og krabber ligge der i sandet og det var jo spændende for dem.

De lokale thaier var godt klar over at der var noget galt, så de begyndte at kalde folk ind. Folk kom ind, men stillede sig der hvor vandet havde gået til fra starten.

Efter et stykke tid begyndte vandet at komme tilbage og i starten gik det stille og roligt. Vandet kom op til solstolene og begyndte at flytte dem. Men så kom vandet og da det med stor kraft flyttede en bod, der solgte chips, sodavand med mere, begyndte vi at løbe.

Vi løb ligeud, hvorimod nogle andre turister begyndte at løbe over mod den trappe, der gik op til stranden. Vi sprang ned på vejen med solstole, parasoller og andre genstande flydende om benene på os. Vandet kom både bagfra og fra oppefra Kata Beach. Vi så biler bliver løftet op som tændstikæsker og smadret ind i butiksvinduerne. Vi kom over vejen og fik placeret os på et trappetrin, hvor der samtidig var en søjle vi kunne støtte os til.

Mens vi stod der så vi en svensk mor komme løbende gennem vandet, skrigende efter sine børn. De var helt sikkert blevet revet fra hende da vandet kom. Vi så også en død mand komme flydende gennem vandet.

En engelsk talende turist kom forbi og blødte kraftigt fra et dybt sår i ankelen. Kenn greb en t-shirt, der flød i vandet og tog noget nylonsnor fra en taske og fik forbundet manden. Kenn hjalp ham op til det nærmeste store hotel og kom så tilbage for at hente mig. Da vi kom ud på vejen, kunne vi se at nogle havde fået liv i manden, vi så komme flydende forbi. Manden var meget svag og vi var ikke nået ret langt, for den næste bølge kom. Vi skyndte os hurtigt væk og tænkte på den genoplivede mand, som de sikkert har måtte slippe for at redde deres eget liv.

Vi blev ved med at løbe og gjorde som mange andre, søgte ned til hovedvejen og fik et lift med et bil, hvor vi kunne sidde bagpå ladet. Der sad vi så sammen med andre turister og lokale og blev kørt op til en vej, der førte op til bjergene.

Vi gik op ad den og for enden af den var et plateau. Derfra kunne vi fortsætte af en lille sti op i bjergene. Vi fik selskab af 2 lokale, der havde deres lille datter med. Manden kunne en smule engelsk og kunne derfor fortælle os, hvor det var sikkert at opholde sig på bjerget.

Mens vi var deroppe kunne vi høre at der blev talt thai over højtalere. Manden forklarede os at der ville komme en ny bølge og den skulle være omkring 150 m høj. Det lød jo godt nok usandsynligt, men fordi man er bange og ikke ved hvad der vil ske, tror man jo næsten på hvad som helst.

Bølgen skulle komme inden for den næste time og da den ikke var kommet inden for tidsrummet, gik vi langsomt ned til plateauet igen, for at se om vi kunne få flere informationer. Dernede mødte vi en masse turister og lokale folk. Alle havde en masse at fortælle og det var svært at skelne mellem hvad der var sandt og hvad der var falsk.

Dog var alle enige om at vandet ville komme tilbage og med endnu større kraft, så vi gik op i bjergene igen. Denne gang havde vi selskab af nogle italienske turister. Da vi kom op på toppen mødte vi flere turister og vi blev sammen med dem. Et tysk par havde der mobiltelefoner med og kunne derfor ringe hjem til Tyskland for at få informationer. De kunne bagefter fortælle at der havde været et jordskælv på 8,9 på ricter skalaen (senere blev det officielle tal 9,0) og at man frygtede at vandet ville komme tilbage. Alle os turister talte sammen og vi talte med en engelsk mor og datter, som havde svømmet rundt, da vandet trak sig tilbage og var blevet suget med ud, for så at blive kastet tilbage.

Løbende fik vi lidt informationer, men ikke mange.  Ved 5 tiden om eftermiddagen fik vi at vide at det var sikkert at gå ned. Vi gik nedad og da vi kunne se vandet, kunne vi se at vandet ikke var kommet helt tilbage og der var mange sandbanker over det hele. Englændere turde ikke gå ned endnu og Kenn og jeg blev derfor sammen med dem. Vi var nemlig heller ikke helt sikre på situationen. Mens vi sad der og ventede på at en af tyskerne ville komme tilbage og hente os, hvis det var sikkert at komme ned, lånte jeg en telefon for at ringe hjem til mine forældre og fortælle at vi var ok. Min mor skulle så ringe videre til Kenns mor. Vores familie skulle vide at vi var ok.

På et tidspunkt forlod Kenn os for også at gå ned. Vi havde intet vand fået hele dagen og det ville han hente og så selv se situationen an. Kenn vendte tilbage med vand og samtid fortalte han os at mange af de lokale ville sove på plateauet om natten. Tyskeren vendte også tilbage og vi gik ned sammen.

Vi blev på plateauet og da værelse vi havde lejet ikke var ramt af vandet, havde Kenn fået fat i et tæppe og noget af vores tøj.

Kenn havde også sin mobiltelefon med og endelig efter 5 dage, virkede den heldigvis igen. Vi fik skrevet sms til venner og bekendte og bad dem give os informationer om situationen. Vi fik også kontaktet vores forsikringsselskab  og i løbet af en time, ringede de tilbage og fortalte at der lå billetter inde i Phuket lufthavn og vi kunne tage hjem mandag aften.

Vi var på plateauet hele natten og havde det efter omstændighederne godt. De lokale der var der oppe var utrolig søde og venlige.

De havde hentet mad og drikke og vi kunne bare få noget hvis vi havde lyst. De havde også købt myggespiraler og stearinlys, tændt dem og placeret dem ved os turister. En havde en radio med og gav os løbende informationer på engelsk. Vi fik også at vide at vi roligt kunne ligge os til at sove, de skulle nok holde øje med det hele og sige til hvis der skete noget.

Det var en hård nat, tankerne kørte rundt og ud fra informationerne fra vennerne, kunne vi begynde at forstå katastrofens omfang.

Næste morgen begyndte vi langsom at gå mod vores lejede værelse og vi fik hentet vores ting.

Vi fik en taxa til lufthavnen og der fik vi for alvor katastrofens omfang, på det tidspunkt, at se. Lufthavnen var allerede fyldt op med mennesker og der kom flere til. Mange af dem havde store skrammer, var forbundet og havde andre skader.

Vi fik også mulighed for at se tv og det var ikke rare ting vi så.

Ventetiden var lang og vi blev mere og mere klar over, hvor heldige vi havde været. Vi havde jo kun de småskrammer, vi havde fået af at klatre rundt i bjergene og så en masse myggestik. Jo, vi havde været utrolig heldige.